Astrid Svangren

[Rulles vulos ja loga sámegillii]

I Invitert N°-serien vert ein kunstnar busett i Noreg invitert til å lage ei utstilling i samband med ein annan kunstnar. I Invitert N°4, har KRAFT invitert Aslaug Magdalena Juliussen til å invitere med seg nokon. Valet fall på den svenske kunstnaren Astrid Svangren, som er busett i Danmark. Begge syner ei stor og unik forståing for materialet, utan å la seriøsitet gå utover det leikne, eller vilja til vidare utforsking og eksperimentering. Der Juliussens arbeid verkar sterke men skjøre, finn det atterklang i Svangrens arbeid som verkar skjøre men sterke.

Mennesket kan berre skape med det som finst i naturen. Ta delar av det som finst, setje det saman, vri og vende og gjere det om til noko nytt, noko anna, noko som kanskje kan minne om naturen det kjem frå. Linfibre som tvinnast saman vert til ei flette, hestehale, ein måte å halde blåskjel saman, som ei protese for tang. Bivoks som samlast i ei seng, lagt oppå einannan som ei stigande, porøs romersk søyle.

Å stole på sansane sine er eit sjansespel i Svangren si verd. Ein kan nesten få inntrykk av at ho har inngått hemmelege avtalar med materialet ho nyttar, kviskra det søtt inn i øyret og overtala det til å gå på kompromiss med seg sjølv. Arbeida hennar kan verke skjøre, frie for tyngdekraft. Sarte og gjennomskinlege, lette som dun og fjør, klare til å fly gjennom rommet ved fyrste vindkast. Det er noko pirrande, nesten litt ertande utilgjengeleg i Svangren sine arbeid. Handa får lyst å strekke seg ut, ta på og bekrefte det ein ikkje kan stole på at augene fortel. Kan hende er det nettopp her styrken i det skjøre ligg; evna til alltid å smette unna i siste liten, nett når ein trur ein har fått tak på det.

Til og med titlane har ein tendens til å skli unna, halde seg i rørsle. Fragment av setningar som lokkar fram assosiasjonar, for så å verte noko heilt anna. Som ein underbevisst, men målretta malstraum. Små, maleriske gestar som minnar om løkkeskrift og svermar av insekt; plastikk som er både gårsdagens slangeskinn og morgondagens bekymring. Trelister så smale at dei ser ut til å knekke ved kvar minste berøring, for likevel å kunne halde tilsynelatande endelause mengder materiale oppe. På mange måtar kan Svangren sine arbeid minne om funn av sjøliljefossilar på dei høgste fjelltoppane i Nepal. Ein både innser at det er sant, og let seg forbause på same tid.

Astrid Svangren (f. 1972, Göteborg, Sverige) har utdanninga si frå Kunsthøgskulen og Forum kunstskule i Malmö frå 1993-98. Dei siste åra har arbeida hennar vorte synt ved mellom anna Christian Andersen i København, Art Basel i Miami (solopresentasjon), Bonniers Kunsthall i Stockholm, Kiasmi i Helsinki, Moderna Museet i Stockholm, Galerie Christophe Gaillard i Paris, Kunsthalle São Paulo i São Paulo og Holtegaard i København. Ho har motteke ei rekke stipend i si karriere, og er representert mellom anna ved Moderna Museet i Stockholm, Malmö kunstmuseum, Helsingborg kunstmuseum og Göteborg kunstmuseum.

Invitert nammasaš čájáhusráiddus bovdejuvvo Norggas ássi dáiddár ráhkadit čájáhusa ovttas nuppiin dáiddáriin. Invitert N°4 oktavuođas lea KRAFT bovden Aslaug Magdalena Juliussen hástit mielddis nuppi. Son válljii ruoŧŧelaš dáiddára Astrid Svangren, gii ássá Dánmárkkus. Goappašagat čájeheaba stuorra ja earenoamáš áddejumi ávdnasiid dáfus, almmá divttekeahttá duođalašvuođa uhccudit duhkordallalasvuođa, dahje dáhtu joatkit ain suokkardit ja seassat. Dakko gokko Juliussen barggut čájehit nanusin muhto raššin, daidda Svangren barggut dávistit raššin muhto nanusin.

Olmmoš sáhttá duddjot dušše dainna ávdnasiin, man gávdná luonddus. Váldit osiid das maid gávdná, bidjat daid čoahkkái, botnjat ja jorahit ja dahkat daid juonin ođasin, juonin earán, juonin mii sáhtášii muittuhit luonddu gos dat leat boahtán áigálii. Beallemassárrasat maid batná bárggáldahkan, šaddet heasttaseaibin, vuohkin maiguin goallosta alitskálžžuid, dego dahkulahttun debbuide. Mieđašgáhčči man čohkke sajádahkii, man bardá badjálaga dego badjáneaddji, luobes romalaš čuoldan.

Svangren máilmmis lea iežas dovdagiidda luohttin dego soaittáhagas speallan. Olmmoš measta govahallá, ahte son lea suollemasat soahpan ávdnasiiguin maid atná, savkkuhan njálgát daid bealljái ja hálahan daid dahkat soabada iežaideasetguin. Su barggut soitet orrut rašit, almmá lossodatfámu haga. Hearkkit ja čađačuovgit, geahppasat dego dolggit ja uvjjat, gergosat girdilit latnjaráigge vuosttas bieggaspállis. Svangren bargguin lea juoga olatmeahttun mii olde, measta giktala. Giehta háliida faŋádit, duohtadit ja duođaštit dan maid olmmoš ii oskkil luohttit ahte čalmmit muitalivčče. Soaitá aiddo dákko dat raššodagas lea su nannodat; gálggat guolčat eret maŋimuš čalbmeravkalanbottas, aiddo dallego olmmoš gáddá ahte son lea fáhten dan gitta.

Juoba namahusatge vigget njalppihit eret, čađat lihkadit. Cealkkaoasážat mat niktalit assosiašuvnnaid ovdan, ja de šaddet áibbas earán. Dego mielavuoláš, muhto fal mearrediđolaš jorrirávdnji. Bás ivdnelihkastagat mat muittuhit fárfočállaga ja divremođiid; plastihkka mii lea sihke ivttáš gearbmašnáhkki ja ihttáš vuorjašupmi. Muorralisttut mat leat nu seakkit, ahte orrot doddjomin vel geahppaseamos guoskkaldahttimiinge, muhto mat dattetge orrot guoddimin nohkameahttun ávnnasmeriid. Máŋgga láhkai sáhttet Svangren barggut muittuhit mearralilljáfossiillaid, mat leat gávdnon Nepala alimus gáisáčohkain. Olmmoš sihke ádde ahte lea duohta, ja seammás son heammástuvvá.

Astrid Svangren (r. 1972, Göteborggas, Ruoŧas) lea oahppan Dáiddaallaskuvllas ja Forum dáiddaskuvllas Malmös jagiid 1993-98. Maŋimuš jagiin leat su barggut čájehuvvon earret eara Christian Andersen:as Københammanis, Art Basel:is Miamis (soločájáhus), Bonniers Kunsthall:as Stockholmmas, Kiasmi:s Helssegis, Moderna Museet:as Stockholmmas, Galerie Christophe Gaillard:as Parisas, Kunsthalle Sao Paolo:as Sao Paolos ja Holtegaard:as Københammanis. Son lea ožžon máŋga stipeandda karriearas ollodahkii, ja lea ovddastuvvon earret eará Moderna Museet:s Stuhkies/Stockholmmas, Malmö dáiddamuseas, Helsingborg dáiddamuseas ja Göteborg dáiddamuseas.